Lidt om bejdsning

 

 

 

Bejdsning af garn der skal farves med planter, er en vigtig del af processen, da bejdsning sørger for at farven trænger godt ind i fibrene og bliver fikseret og holdbare i garnet.

Det er én af de lidt kedelige arbejdsgange i farvningen. Garnet ser nøjagtigt ud som det gjorde inden det kom i gryden, når man tager det op igen. Til gengæld kan man bejdse en del garn ad gangen, og gemme det til man er klar med et godt farvebad.

Nogle planter indeholder naturlig bejdse som f.eks Valnød og Eg. men skal man farve med grøftekantens gyldne urter, er der brug for at udføre denne indledende manøvre.

Der findes flere bejdsesalte, men det mest brugte er Alun der er et naturligt metalsalt som anvendes til mange formål som desinfektionsmiddel, antiperspirant og garvning af huder. Og så bruges det altså også til bejdsning af garn.

Saltet rejser fibrenes mikroskopiske skæl, hvorefter farven kan trænge dybt ind i garnet, og sætte sig holdbart.

 

Til 100 gram garn skal bruges 20 gram alun, der opløses i en gryde med rigeligt vand. Vandet varmes langsomt op, og garnet lægges i ved en temperatur på ca. 40-50 grader. Alunsaltet skal være helt opløst, og giver vandet et mælkeligt udtryk. Garnet skal være gennemvædet og komme fra et håndvarmt fad vand, så temperaturforskellen ikke er for stor.

Garnet skal kunne flyde frit i gryden, og der skal røres jævnligt i rolige bevægelser mens vandet langsomt varmes op til 90 grader. Lad garnet stå mindst en time med konstant temperatur. Sluk for varmen, og lad gerne garnet stå i bejdsen og afkøle.

Når garnet tages op, skylles det, og så er det klar til farvning. Det kan med fordel tørres og gemmes til en anden god gang.

 

oprettet d. under Plantefarvning


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar